DinBOLI A/S har købt 59 byggeretter i Stjær – årets landsby 2021.
DinBOLI A/S har købt 59 byggeretter i Stjær, fordelt på 34 parcelhusgrunde og 25 kompakthus-grunde. Købet inkluderer også en option på et kommende seniorbofællesskab.
Den nye udstykning ligger naturskønt i Stjærs nordøstlige del, hvor grønne rekreative områder og stiforbindelser binder området sammen med eksisterende bebyggelse. Stjær, der blev kåret til Årets Landsby i 2021, er kendt for sit stærke fællesskab, smukke omgivelser og gode beliggenhed tæt på Aarhus, Silkeborg og Skanderborg.
Byen tilbyder 70 km vandreruter, lokale aktiviteter i forsamlingshuset, sportsfester og en idrætshal med mange faciliteter. Der er desuden gode muligheder for børnepasning og skolegang op til 9. klasse samt en lokal dagligvarebutik.
Byggemodningen påbegyndes umiddelbart efter lokalplanens godkendelse, og de første familier forventes at kunne flytte ind i deres nye hjem primo 2026. Projektet udvikles i samarbejde med NODO Arkitekter og planlægges i etaper. Lokalplanen forventes vedtaget medio 2025. Adm. direktør Allan Laursen fremhæver områdets potentiale og ser frem til at bidrage til Stjærs vækst med bæredygtige boliger i tæt dialog med kommunen og lokale interessenter.